mandag den 25. marts 2013

Amerikanske chocolate chip cookies



Vi har i den sidste uge haft besøg fra USA, og i den forbindelse lavede vi chocolate chip cookies. Vi lavede standardudgaven med semi-sød mørk chokolade.

Vi brugte følgende opskrift:

335 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
225 g. rigtig smør (saltet)
180 g. hvidt sukker
180 g. brun farin *
1 tsk. vaniljeekstrat
2 æg str. M/L
300 g. semi-søde mørke chokoladeknapper **

  1. Forvarm ovnen til 190 grader.
  2. Bland de tørre ingredienser.
  3. Pisk smør, sukker og vanilje sammen. På engelsk anvender de betegnelsen "cream the butter", den betyder at smøren og sukkeret skal piskes godt sammen, men det skal ikke være glat og luftigt.
  4. Tilføj et æg af gangen og pisk dejen. Pisk godt efter hvert æg er tilsat. (dejen skal nu være glat)
  5. Bland de tørre ingredienser i lidt efter lidt.
  6. Bland chokoladeknapperne i. **
  7. Sæt dejen med to skeer på en kold bageplade med god afstand. ***
  8. Bag småkagerne indtil de er gyldenbrune i cirka 9-11 minutter.
  9. Lad småkagerne køle af et par minutter på bagepladen og flyt dem derefter over på en rist indtil de er helt kolde.

Vores cookies blev lige som de skulle være. De smagte rigtig godt. De blev også godkendt af min familie som kom til påskefrokost i dag.

Vores gæst fortalte, at man helst skulle spise et par stykker så snart de var kølet nok ned til, at man kunne spise dem.
Vi talte desuden om, at de ikke blev så høje som jeg havde forventet, men de flyder mere ud når man bruger rigtig smør frem for eksempelvis crisco, men med crisco smager småkagerne ikke lige så godt.

God fornøjelse med bagningen!


*) I USA bruger man typisk lys farin i stedet for den mørke farin som fås i Danmark. Vi lavede lys farin ved at blande 90 g. mørk farin med 90 g. hvidt sukker.
**) Vi brugte Nestlé chocolate chips fundet i Super Best fra firmaet Food from Home. Det er ifølge vores gæst standardudgaven, de fås også i bedre kvalitet.
Vi valgte kun at lave småkagerne med semi-søde mørke chokoladeknapper, men man kan også bruge hvid og lys chokolade, nogle blander også en smule havregryn i dejen eller små stykker peanutbutter (som fås i samme form som deres chocolate chips), peanuts eller nødder i (typisk valnødder).
***) Vi brugte en cookie dough scoop til den første runde, men småkagerne blev for store, de nåede derfor ikke at blive bagt helt godt nok før de blev brune i kanten (som det ses på den ene småkage på billedet), resten satte vi i klatter med to spiseskeer.

fredag den 8. marts 2013

Jeg har længe gået og puslet med tanken om at oprette en blog om de ting jeg går og nørder med i køkkenet. Og tra daa det er så det der sker nu. Velkommen til min blog Møl i makronerne.